Kennel Traneborgen er et lille familiært og hyggeligt opdræt af hvid/sorte og sorte Newfoundlandshunde.
For os er det at dyrke hundesport, udstille og opdrætte den allerbedste hobby og fritidsbeskæftigelse.

Alle vore hunde lever tæt sammen med os i familien. Den enkelte hund trænes individuelt og bliver tilfredsstillet både på det mentale og fysiske område.

Kennel Traneborgen har eksisteret siden 2006. Vores kærlighed og kendskab til hunde bygger på en næsten livslang interesse og erfaring. Vi har altid haft hunde og fik vores første newfoundlandshund Gaia i 1986 - siden har vi aldrig kunnet forestille os ikke at have newfoundlandshunde i huset.

  • Sundhed

    Vi har sat os grundigt ind i genetik og arvegang, og før vi sætter hunde i avl, bestræber vi os samvittighedsfuldt på at forene 3 egenskaber:
    Sundhed - skønhed- temperament. Det ene må aldrig udelukke det andet. De hunde vi udvælger som avlsdyr opfylder altid de for DKK anbefalede betingelser. Sunde hofter og albuer, sunde hjerter, racetypisk temperament og eksteriør.

  • Skønhed

    Vi har ikke til hensigt at producere mange hvalpe. Det må aldrig føles surt eller være en byrde at opdrætte hunde. Vel kan det indimellem være et stort og hårdt arbejde, men da vi kun har hvalpe èn, højst to gange om året, glæder vi os hver gang og gør vores ypperste for at give de små den bedste start på livet.

  • Temperament

    Vi ønsker at bibringe vore hvalpe alt det, vi ved, der skal til for, at de kan blive til glæde og trives i de nye hjem. Hvalpene er i hænder lige fra fødslen, hvorfor de naturligt bliver præget på mennesker i alle aldre, husets dagligdags-lyde, husets katte og vore andre hunde.
    Inden afhentning har de små endvidere været udsat for bilkørsel, alm. trafikstøj, næsesøg, at komme på trimmebord og blive børstet flere gange, få kigget tænder og få klippet klør, været på mindst én tur til stranden og ikke mindst leget i vandet! (Antallet afhænger af årstiden.)

Om at købe hvalp hos os

Vi sælger ikke hvalpe til hvem som helst.Vinker
Når I kontakter os med henblik på at købe en hvalp, må I være indstillet på at blive stillet en række spørgsmål. Vi gør det for bedst muligt at sikre os, at købet er velovervejet – at hvalpekøberen er bevidst om, hvad det indebærer at være hundeejer i al almindelighed, men også at I har sat Jer ind i, hvad det vil sige at være ejer af en Newfoundlandshund. 
Et impulsstyret køb vil i mange tilfælde være et fortrydelseskøb, der kan få triste følger for såvel ejer som hund. 

Vore hunde sælges primært som familiehunde, med de bedste odds for også at blive gode, samarbejdsvillige brugs,vandtrænings og udstillingshunde. Hos os vælger man som hvalpekøber køn og farve. Derefter taler vi med Jer om, hvilke forventninger I har til Jeres kommende hund. Når hvalpene er blevet testet omkr. 6-7 ugersalderen, finder vi det bedste match på hvalp og ejer. Meget ofte oplever vi, at den hvalp vi udvælger til Jer, og den hvalp I har gået og håbet på, er den samme. Vi forventer, såfremt det er geografisk muligt, at I kommer på besøg hos os mindst 1 gang. (bedst når hvalpene er mellem 4 og 6 uger gamle.) Ved samme lejlighed får I mulighed for at se forholdene, møde vore voksne hunde og snakke med os. I er selvfølgelig velkomne til at aflægge flere besøg. Selv om I skulle have henvendt Jer for køb af hvalp lidt senere end de andre købere, har I de samme rettigheder. Hvalpene bliver som sagt fordelt efter vore iagttagelser /hvalpetesten og Jeres forventninger til hvalpen. 

Når hvalpene er ca 4 uger opkræves depositum på kr. 3.000 som fratrækkes købsprisen. Dette er tænkt som Jeres sikkerhed for, at vi ikke sælger hvalpen til anden side og omvendt, at vi kan forvente at købet er alvorligt ment. En Traneborghvalp koster 11.000 kr.

Vore hunde er naturligvis registrerede i Dansk Kennel Klub og sælges chippede, med stambog. Der medfølger sundhedsattest udført af dyrlæge og en mappe med udførlig vejledning om bl.a. fodring, opdragelse, træning og pelspleje.

At købe hvalp er en tillidssag, og når vi har besluttet at sælge til Jer, kan I omvendt forvente at trække på vor viden og erfaring i form af gode råd, hjælp, støtte og vejledning fremover.